 |
Sprogene i EU - hvornår begynder demokratiet?
Tolkning Generaldirektørerne for tolkning i henholdsvis Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen var den 7. december på charmeoffensiv i Danmark og havde derfor inviteret til ”samtale om dansk i EU”. Formålet med rundbordssamtalen var at gøre opmærksom på, at såfremt der ikke snart uddannes flere tolke i dansk, vil det ikke være muligt at opfylde behovet for tolkning på dansk om 10 år. Dels på grund af de store årgange, der går på pension inden for de nærmeste år, dels fordi der stort set ikke uddannes flere konferencetolke med dansk. På nuværende tidspunkt er der 18 fastansatte danske tolke i Kommissionen og 28 fuldt godkendte freelance tolke, hvoraf seks arbejder permanent i Bruxelles. Disse tal er lavere end for sammenlignelige sprog, fik vi at vide. Efterspørgslen på dansk tolkning er nu så lille, at dansk er det mindst brugte sprog i EU. Hvis der ikke bliver gjort noget, er der ingen dansk tolkning i EU om 10 år. Så enkelt var budskabet fra de absolut øverst ansvarlige for tolkning i EU. Er der en fremtid for dansk tolkning i EU? blev der spurgt, efter konklusionerne fra mødet at dømme, temmelig retorisk. Så vidt tolkning.
Oversættelse For så vidt angår oversættelse er medlemmerne af Europa-Parlamentet, Geoffrey Van Orden og Derk Jan Eppink, af en helt anden opfattelse. De mener, at der slet ikke er brug for al den oversættelse, og at besparelsen følgelig bør høstes. Via Stiftelsen for Europæiske Reformer, The Foundation for European Reform, en konservativ tænketank, stiftet i 2010, har de to parlamentsmedlemmer i debatoplægget NY RETNING foreslået omfattende besparelser på udgifterne til oversættelse. Udgivelsen af rapporten er støttet økonomisk af Europa-Parlamentet. Titlen på publikationer er: Slut med overforbrug. Budgetreduktioner i Europa-Parlamentet. Formålet med rapporten er at anvise besparelse på EU-parlamentets budget. Ikke mindst på budgettet til oversættelse, der efter forfatternes opfattelse kan beskæres uden problemer. Mindst 100 millioner Euro anvendes hvert år på oversættelse, herunder 90 millioner Euro på det forfatterne kalder ”forberedende” dokumenter. De mener, at tallet kan stige til 128 millioner Euro, hvis tre nye sprog kommer til. Ophavsmændene til rapporten foreslår at reducere antallet af sprogversioner for forberedende dokumenter til 5 eller 6. En budgetpost, der kan reduceres med 40 millioner Euro om året uden nogen særlig effekt på arbejdet i Parlamentet.
Den største af Parlamentets 13 afdelinger er oversættelse, der beskæftiger 1.137 medarbejdere. Hertil kommer tolkning med 407 medarbejdere. Udover de endelige tekster oversættes alle forberedende dokumenter omhyggeligt til alle sprog, bortset fra gælisk, i overensstemmelse med traktatbestemmelserne. De årlige udgifter til oversættelse af de forberedende tekster udgør aktuelt:
Udgifter til oversættelse af ”forberedende dokumenter” i 2010. Kilde: Europa-Parlamentets formands svar til Derk Jan Eppink den 18. juli 2011. Tabel fra rapporten.
Forfatterne til rapporten medgiver at tolkning (af talt sprog) og oversættelse (af skriftligt sprog) er vitalt, for at en international organisation kan fungere. De mener dog at der må være ”rimelige grænser”, især i økonomisk stramme tider. NATO har, nævnes det eksempelvis, 28 medlemslande, men kun to arbejdssprog, engelsk og fransk. FN har 193 medlemslande og kun seks arbejdssprog. Det blev i 2008 vurderet, at 72 procent af de dokumenter, der produceres i EU, skrives i udkast på engelsk, 12 procent på fransk og kun 3 procent på tysk. 88 procent af brugerne af Europa-Kommissionens hjemmeside (Europa-serveren) taler engelsk. Karl-Johan Lönnroth, Europa-Kommissionens tidligere generaldirektør for oversættelse, citeres for at have sagt, at dokumenter udarbejdet på engelsk, fransk, tysk, spansk og italiensk ville kunne dække tæt på 100 procent af de sproglige behov. Karl-Johan Lönnroth påpegede imidlertid, ifølge forfatterne, at EU-institutionernes flersprogede karakter var ”for politisk sensitivt” et emne til at der kunne foretages grundlæggende ændringer, hvorfor de var ”kommet for at blive”. EU måtte derfor ”simpelthen bare håndtere” et øget sprogligt pres i forbindelse med kommende udvidelser. De nuværende 23 officielle sprog giver 506 oversættelses- og tolkekombinationer. Dette antal vi stige ”betydeligt” hvis Kroatien, Tyrkiet og andre lande skulle blive medlemmer af EU. Tre nye sprog vil øge antallet af sprogkombinationer til 650 og vil øge budgettet til oversættelse med 28,5 millioner Euro, baseret på den nuværende pris pr. kombination. Forfatterne til rapporten har beregnet at udgiften til oversættelse af forberedende dokumenter vil være 90,4 millioner Euro for 23 sprog, 98,4 millioner Euro for 24 sprog, 107,2 millioner Euro for 25 sprog, 116,2 millioner for 26 sprog, men 5,4 millioner for 6 sprog. Forfatterne mener at sagen bør sættes på dagsorden på Råds- og altså på regeringsniveau. Der er ingen grund til at alle dokumenter automatisk oversættes til alle sprog. Der er efter deres mening et meget lille fokus på muligheder for besparelser på dette område. En farbar vej er for det første at der skal ske en større reduktion i antallet af dokumenter, der skal oversættes. En reduktion på 50 procent bør være målet, foreslår de. Herefter skal der træffes beslutning om at reducere antallet af officielle sprog fra 23 til 5 eller 6 (måske med mulighed for oversættelse, hvor der kan være et særligt behov, f.eks. i forbindelse med referater fra en mødeleder). En årlig besparelse på mindst 40 millioner Euro er ikke urealistisk på kort eller mellemlangt sigt, stilles det i udsigt.
Kan man sammenligne EU med NATO og FN? Er det rigtigt at spørgsmålet er ”for politisk sensitivt” til at være genstand for besparelser? Er det hensigtsmæssigt? Hvornår begynder demokratiet? Er det en demokratisk forringelse hvis muligheden for tolkning og oversættelse til og fra ens eget modersmål bliver sløjfet eller stærkt begrænset? Skal der være grænser for flersprogethed? Jeg har spurgt vores parlamentsmedlemmer om hvad de mener. Morten Messerschmidt er enig i, at det er et enormt og dyrt apparat som kræves for at sikre tolkning til og fra alle 23 sprog. Morten Messerschmidt anerkender, at det ikke bliver mindre eller billigere i fremtiden. Men tolkningen er helt central. EU har allerede i dag enorme problemer med den folkelige opbakning. EU opfattes som en lukket og uigennemskuelig magtmastodont. Hvis man ydermere reducerer tolkningen til de enkelte sprog, vil EU bevæge sig endnu længere væk fra befolkningen. Derfor er tolkningen et af de områder, der ikke må spares på. Det kan godt være, at nogle af de folkevalgte kan klare sig på hovedsprogene. Men dette handler også om at kommunikere ud af huset og sikre den gennemsigtighed, som kun kan opnås, hvis man har adgang til informationerne på sit eget sprog. Bendt Bendtsen siger at han ikke nødvendigvis er enig i at EU's budgetter generelt stiger med mere end de nationale budgetter. Når det er sagt, så er det selvfølgelig nødvendigt at begrænse alle udgifter. Parlamentet har i oktober måned vedtaget besparelser svarende til 25,1 millioner Euro på tolkning og oversættelse. Modsat forfatterne til rapporten mener Bendt Bendtsen ikke at man skal reducere antallet af sprog for de forberedende dokumenter. Ofte behandles meget teknisk lovgivning, og her er det en fordel at kunne læse dokumenterne på dansk. Det er et demokratisk spørgsmål, slutter Bendt Bendtsen. Emilie Turunen er ikke optaget af at bevare det danske sprog i EU-systemet for det danske sprogs skyld. Personligt lever Emilie Turunen fint med, at der ofte ikke er dansk tolkning på f.eks. interne møder og i forhandlingssituationer. Her bruger Emilie engelsk. På den anden side er det en vigtig del af demokratiet, at alle, uanset sprogkundskaber, kan tage del i det politiske arbejde i EU. Også selvom man ikke taler et af hovedsprogene. Derfor mener Emilie Turunen, at det er vigtigt at holde fast i retten til at få oversættelse og tolkning til modersmålet. Der er tale om store udgifter, og måske kan der spares, men ikke på bekostning af medlemmernes ret til at få oversættelse og tolkning og derved være en fuld del af det europæiske demokrati, og heller ikke på bekostning af borgernes muligheder for at følge med over nettet, på TV etc. på deres eget sprog. Borgeres adgang til beslutningerne og politikernes mulighed for at deltage uanset sprogkvalifikationer er afgørende. Jens Rohde mener at der sikkert er mange steder, der kan spares i Europa-Parlamentet. Men det er bestemt ikke en god idé at reducere antallet af sprog. Mange kan klare sig på engelsk, tysk eller fransk, men mange andre kan ikke, og man kan ikke stille kompetencekrav til borgere, der skal have mulighed for at stille op til og blive valgt til et folkeligt parlament. Reducerer man antallet af sprog vil der blive tale om et elitens parlament. Det er også en dårlig idé at afskaffe oversættelse af forberedende dokumenter. Det er jo netop i den forberedende fase, man har mulighed for at øve indflydelse på det der står. Man kan ikke rationalisere demokratiet på den måde det er foreslået. Jens Rohde tilføjer at der jo ofte er tale om teknisk svært sprog. Anne E. Jensen er principielt for at fastholde flersprogetheden i EU. Man skal imidlertid være pragmatisk og se på, hvor der kan opnås besparelser, eksempelvis gennem brug af moderne teknologi. Brugen af online streaming af simultantolkning af plenardebatterne har f.eks. overflødiggjort oversættelser af forhandlingsreferaterne, som man nu kan få oversat på bestilling, siger Anne E. Jensen. Jeg har også spurgt Karl-Johan Lönnroth, tidligere generaldirektør for oversættelse i Europa-Kommissionen og citeret i rapporten, hvilke kommentarer han har til rapporten. Lönnroth svarer at rapporten er misvisende i den forstand, at de tal i rapporten, der henviser til EU’s hjemmesider, afspejler situationen de facto. Tæller man antallet af hits når man frem til det resultat, at de fem største sprog faktisk dækker størstedelen af kommunikationen på nettet. Men i virkelighedens verden er kun en del af EU’s hjemmesider helt gennemført flersprogede. Borgerne i EU har derfor helt enkelt ikke mulighed for at kommunikere på deres eget sprog. Erfaringen viser, at jo flere hjemmesider, der er helt og fuldt flersprogede, jo sværere bliver det for brugerne at acceptere information på et andet sprog end deres eget. I Europa-Parlamentet, fortsætter Lönnroth, føres der en noget populistisk debat om flersprogethed. Populisterne og de parlamentsmedlemmer, der ikke selv har problemer med at bruge engelsk (hvilket bl.a. gælder for forfatterne til rapporten), har kun ringe forståelse for dem, der ikke behersker de store sprog så godt. Men Europa-Parlamentet er en institution, hvortil medlemmerne ikke vælges på grund af deres sprogkundskaber, men af andre grunde. At formindske medlemmernes muligheder for at debattere eller sætte sig ind i indholdet i dokumenterne, selv de forberedende dokumenter, ville betyde en indskrænkning i demokratiet. Den virkelige trussel mod Europa-Parlamentets legitimitet er blandt andet de omkostninger, der opstår på grund af den evindelige rejsen frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg, samt de udgifter der opstår, fordi Europa-Parlamentet også behandler sager, der ligger uden for dets kompetenceområde. Hér er det muligt at spare endnu mere. Besparelser i almindelighed på oversættelse og tolkning, og besparelser i særdeleshed på de små sprog, slutter Lönnroth, indebærer en trussel mod hele EU’s legitimitet. Hvis borgerne i EU ikke kan følge med i hvad der sker på deres eget sprog (kun halvdelen af EU-borgerne behersker et andet sprog end deres eget), vil opbakningen til EU blive mindre, og det vil den demokratiske kontrol også. Flersprogethed er en garanti for demokratiet og for ligestilling af borgerne. En formindskelse af udbuddet af dansk er også en meget ulykkelig og kortsigtet politik, der yderligere vil formindske Danmarks påvirkningsmuligheder i EU, slutter Karl-Johan Lönnroth. |
|
|
|