I midten af 1800-tallet stod kampen for at få anerkendt dansk som universitetssprog. Søren Kierkegaard afleverede eksempelvis den første magisterkonferens på dansk i 1841, på dispensation. Ikke fordi han ikke kunne andre sprog, jo. I skolen havde han lært tysk, fransk, græsk, latin og hebraisk - men ikke engelsk. I dag kæmper nogle sektorer af samfundet for at få afskaffet eller begrænset modersmålene på universiteterne - modersmålene opfattes nærmest som tekniske handelshindringer. Udviklingen er den samme fra øst til vest. Ifølge avisen China Daily 30. juli ønsker den japanske regering at øge antallet af udenlandske studerende på de japanske universiteter. En talsmand for regeringen udtaler i den forbindelse: "Den største hindring for at studere i Japan for udenlandske studerende er sproget." I Inf. 13. august udtaler Ralf Hemmingsen, rektor for Københavns Universitet, i forbindelse med omlægningen af Universitetsavisen fra papir til en elektronisk version: "Desuden har KU en strategisk målsætning om i stigende grad at blive et internationalt universitet med mange udenlandske studerende og ansatte. Skal de føle sig velkomne på KU, nytter det ikke noget, hvis de på forhånd udelukkes fra Universitetsavisens livlige debat, fordi den kun udgives på dansk. Vi har brug for en tosproget avis." Hvis universitetsuddannelser verden over til sidst foregår på engelsk alle sammen, hvorfor så rejse? Hvor er så konkurrencefordelen?

Jørgen Christian Wind Nielsen, medlem af Modersmål-Selskabets bestyrelse

(Publicerad med författarens tillstånd)